En af mine venner hed hedder har heddet   Ahmad. Han er kommet kom kommer fra Afghanistan. Han kom er kommet kommer til Danmark i 1998 sammen med sin kone og to børn. Hans kone  hed har heddet hedder Aisha. De er har været var gift i 13 år. Deres to børn, Ali og Laila, er var har været   ikke ret gamle, da de kommer er kommet kom til Danmark. De kan ikke huske kunne ikke huske har ikke kunnet huske deres hjemland i dag, men spørger man spurgte man har man spurgt dem, så har de kunnet svare kunne de svare kan de svare på næsten alt, det man spørger spurgte har spurgt dem om. Ahmad og Aisha har vist viser viste dem billeder, og de har fortalt fortalte fortæller dem om deres smukke hjemland. Selvom børnene ikke har boet bor boede ret længe i Afghanistan, talte de har de talt taler de begge to persisk, men ikke lige så godt, som de har tlt taler talte dansk. Ahmad talte taler har talt også godt dansk. Han lærte lærer har lært dansk allerede i 1975, da han arbejder har arbejdet arbejdede for dansk Røde Kors. Han havde glemt glemte glemmer det meste, da han er kommet kom kommer til Danmark, sammen med Aisha og børnene, i slutningen af halvfemserne, men han lærer lærte har lært det hurtigt igen. Aisha, derimod, har har haft havde fra starten store problemer med det danske sprog. Hun har sagt sagde siger ,at det danske sprog var er har været meget svært, især udtalen har havde har haft hun store problemer med. Hun har gået går gik på et sprogcenter i to år, og jeg synes syntes har syntes , at hendes danske er var har været godt. Som nabo har jeg hjulpet hjalp hjælper dem med det danske sprog, ved at tale dansk med dem næsten hver dag.